Gud i grænseland
Hører Gud hjemme i psykiatrien, eller skal han parkeres uden for døren? Religionseksperter advarer mod at lukke Gud ind i behandlingen!
Foto: www.colourbox.com
Af Thorsten Asbjørn Lauritsen og Peter Borberg
Tro og religion vinder i disse år i stigende grad ind i sundhedsvæsenet. I USA har man i mange år været optaget af sammenhængen mellem tro og sygdom, og i Danmark kaster forskere sig i dag med stor ildhu over forholdet. Også i psykiatrien. En af dem, der herhjemme taler for, at tro og eksistentielle spørgsmål skal tages alvorligt i psykiatrien er Jørgen Due Madsen. Troen kan afgjort være en ressource. Det gælder for mennesker med angst og depression, men også for mennesker med psykoser, siger psykiater Jørgen Due Madsen, der efter 15 år som psykiater i det offentlige system har taget initiativ til oprettelsen af det nye Center for Psykiatri og Eksistens. Her vil menneskers tro og religiøsitet blive mødt med viden og lydhørhed. Ambitionen er, at centeret skal kunne bidrage med forskning og viden om forholdet mellem tro og psykisk sygdom. Tro og religiøsitet er en urkraft i mennesket på linje med seksualiteten. Det rummer både kreativitet og destruktion, men sjældent spørger behandlere ind til menneskers religiøsitet, hvilket sikkert skyldes lige dele uvidenhed, tabu og blufærdighed. Generelt har behandlere lettere ved at tale om seksualiteten end om det religiøse, siger Jørgen Due Madsen. Han understreger, at det på ingen måder handler om at pådutte andre en tro: Jeg er ikke missionær. Og jeg mener ikke, at religion i sig selv kan helbrede psykisk syge. Men jeg ser et behov for, at vi åbent kan tale om troen i psykiatrien vel at mærke fagligt og velbegrundet. Jørgen Due Madsen har gennem sine mange år i psykiatrien oplevet patienter, som kommer med alt lige fra en kærlig og støttende Gud, til patienter, der er fyldt op af forestillinger om djævelen eller den vrede Gud. Lige meget hvad, skal vi turde gå på opdagelse i den dimension og om muligt hjælpe mennesker til at komme ud af en eventuel forvredet eller usund religiøsitet, så den i stedet kan fungere som en støtte. Man kan sammenligne med seksualiteten - hvis den er usund eller forvredet, skal den
jo ikke forkastes, men hjælpes ind på det gode spor, siger han. Farlig kurs Forsøget på at trække Gud med ind i den psykiatriske behandling fremkalder stor bekymring hos psykiater Peter Treufeldt, der er centerchef ved Psykiatrisk Center Nordsjælland.
Jeg er meget betænkelig ved at blande tro og behandling
Jeg er meget betænkelig ved, at sammenblande tro og behandling. Psykiatrien er lægevidenskabelig. Det betyder, at der skal være bevis for, at den iværksatte behandling virker. Den tryghed har patienten brug for. Og den slags evidensbaseret viden kan man selv sagt ikke opnå med troen, pointerer Peter Treufeldt. I hans region er der set flere grelle eksempler på, at tro og psykiatrisk behandling er blevet sammenblandet. Blandt andet historien om den meget medieomtalte kristne sekt, Evangelist, der fratog psykisk syge medlemmer livsvigtig medicin mod til gengæld at helbrede dem via eksorcisme. Tilsvarende har Peter Treufeldt haft en sag, hvor en læge mente, at en psykisk syg kunne have gavn af djævleuddrivelse. Den form for sammenblanding af religion og psykiatrisk behandling kan have fatale konsekvenser for den psykisk syge, understreger Peter Treufeldt. Han anerkender, at religion for visse mennesker kan have engavnlig funktion, når de befinder sig i en krisesituation. Men han understreger i samme åndedrag, at religionen for andre kan afføde negative forestillinger. Det er ikke behandlerens opgave at gå ind på den religiøse kurs. Vi skal på ingen måde påvirke et menneskes religiøsitet. Står vi som behandlere overfor et menneske med en stærk religiøs baggrund, skal vi naturligvis lade det indgå i en helhedsbetragtning, men det er ikke et forhold vi skal blande os i.
Barnetro er ikke nok Også i religionsforskningen får tendensen til sammenblanding alarmklokkerne til at ringe. Jeg har stor faglig skepsis, når psykologer og neurologer trækker religionen med ind i behandlingssystemet. Vi ser særligt i USA, hvor der bedrives megen sundhedsforskning med religiøst indhold at forskere og behandlere trækker deres egen barnetro med. Det går ikke, siger Armin Geertz, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og ridser problemstillingen op med et ordsprog hentet fra Max Müller, grundlæggeren af religionsfaget, som havde lånt det af Goethe: "He who knows one, knows none" altså, dén, der kender kun én religion, kender ingen. Når en dansk behandler med for eksempel et kristent udgangspunkt møder en patient med muslimsk eller buddhistisk baggrund, så vil vedkommende typisk ikke have den fornødne indsigt i patientens religiøsitet. Og enhver religiøs indblanding vil derfor være betænkelig, siger han. Armin Geertz ser dog intet problem i, at behandlere spørger til patientens trosliv, der må blot ikke blive tale om religiøs behandling. Religion er nemlig ikke nødvendigvis godt for helbredet, pointer religionsprofessoren og giver et illustrativt billede. Religion er som atomkraft. Det er hverken godt eller skidt. Virkningen afhænger af, hvordan det bruges./
Uden Gud havde jeg ikke klaret det
Marie Møller Knudsen har hele sit liv været kristen. Da hun blev ramt af depression og svære psykoser var hun dybt frustreret, men havde hun smidt Gud ud, var hun helt alene For 13 år siden ramlede Maria Møller Knudsens liv sammen. Hun blev på grund af en skade i sit kæbeparti tvunget til at droppe sin uddannelse. Bægeret flød over. Først i form af en depression. Siden svære psykoser. Jeg kunne ikke sove om natten. De vildeste mareridt dukkede op, og jeg kunne ikke slippe dem de fortsatte op ad dagen. Jeg havde hallucinationer, hvor jeg kunne se, høre og lugte ting, der ikke var der, fortæller Maria Møller Knudsen, der i dag er 39 år og bor i Århus med sin mand. Efter seks år ind og ud af psykiatriske afdelinger og hospitaler hele tiden med Gud ved sin side har hun siden 2007 været rask og fuldstændig symptomfri. For mig var troen dét, som hjalp mig igennem min sygdom. Uden den havde jeg ikke klaret det, siger Maria Møller Knudsen og erkender samtidig, at hun kæmpede svære kampe med Gud undervejs. Jeg troede jo på, at Gud var almægtig og gjorde mennesker raske. Derfor var det dybt frustrerende, at der ikke skete noget, når jeg bad til ham eller læste i Bibelen, fortæller hun. Maria Møller Knudsen var på et tidspunkt parat til at droppe Gud, men hun gjorde det aldrig. Så havde jeg været fuldstændig alene. Og jeg havde en følelse af, at Gud led med mig, at min sygdom også gjorde ondt på ham. Maria Møller Knudsen, der lever som foredragsholder og har skrevet bogen "Kristen og psykisk syg", har indimellem oplevet behandlere, der ikke tog hendes tro alvorligt, ja nogle mente endda, at hendes stærke tro var en del af hendes sygdom. Det var selvfølgelig en frygtelig melding. Troen var jo mit eneste anker. Jeg ønsker, at min bog kan bidrage til, at der skabes større forståelse for troen i behandlerverdenen, slutter hun./
Skizofreni ligner åndebesættelse
Religionsvidenskabelige studier viser, at mennesker, der lider af skizofreni har oplevelser, som minder om, hvad man kender fra religiøse åndebesættelser fMRI-skanninger af hjernen viser, at man normalt skelner mellem egen og andres tale. Hos den skizofrene blandes disse ting sammen. På nuværende tidspunkt ved man ikke, hvorvidt det samme gælder for åndebesættere. Armin Geertz. professor i religionsvidenskab, Aarhus Universitet
SIND-bladet · nr. 5 · Oktober 2009
9